SEBASTIAN BACH RACING
Setuppet bag Sebastian Bach Racing
Sebastian Bach Racing er fundamentet bag racerkøreren Sebastian Bach og arbejdet mod en professionel karriere i international motorsport.
Vi arbejder målrettet med at opbygge et stærkt netværk af sponsorer, partnere, investorer og medlemmer, som er med til at skabe det økonomiske og professionelle fundament omkring Sebastians karriere.
Motorsport kræver både store investeringer, stærke relationer og de rigtige kompetencer. Derfor står vi ikke alene. Omkring Sebastian er der opbygget et team af mennesker, som hver især bidrager med erfaring, viden og netværk – både sportsligt og forretningsmæssigt.
Sebastian Bach Racing samler dermed det sportslige projekt og forretningen omkring det med ét fælles mål: at skabe de bedst mulige forudsætninger for Sebastians videre karriere.
Manager Kenn Bach
Sebastian på banen med far i kulissen
Kenn Bach arbejder i dag fuld tid med Sebastian Bach Racing og har lagt sine egne motorsportslige ambitioner og størstedelen af sine øvrige forretninger til side for at fokusere på Sebastians karriere.
Som manager spænder Kenns rolle bredt. På den sportslige side arbejder han med internationale teams, teamvalg og forhandlinger, kontrakter, test- og løbsplanlægning samt den langsigtede karriereplan.
Samtidig driver han forretningen omkring Sebastian Bach Racing med sponsorarbejde, investorkontakt, Bach Racing Friends Club samt udvikling og afvikling af events og oplevelser for sponsorer, investorer og medlemmer.
For sponsorer, investorer og medlemmer er Kenn den primære kontaktperson og bindeleddet mellem Sebastian, teams, specialister og de mennesker og virksomheder, der er en del af Sebastian Bach Racing.
Kenn har selv flere succesfulde sæsoner bag sig som racerkører i blandt andet TCR Denmark. Det giver ham et praktisk kendskab til motorsporten og en forståelse for både de sportslige, mentale og forretningsmæssige krav, der følger med en professionel karriere.
Advisory Board
Et stærkt sparringsforum
Sebastian Bach Racings Advisory Board består af tre personer med forskellige kompetencer og erfaringer, som bidrager med sparring, perspektiver og input til udviklingen af forretningen omkring Sebastian.
Advisory Boardet består af Anna Larsen, Flemming Sørensen og Klaus Fossing. De er valgt på baggrund af deres forskellige kompetencer, erfaring og evne til at udfordre os på de rigtige tidspunkter – fra strategisk tænkning og forretningsudvikling til brancheindsigt og netværk.
Der er ikke tale om en traditionel bestyrelse, men om et aktivt sparringsforum, som vi bruger, når større beslutninger og nye muligheder skal vurderes fra flere vinkler.
Anna Larsen
Hviid og Larsen
“Jeg er optaget af, hvad der skaber værdi for mennesker og virksomheder.”
Flemming Sørensen
Keystones - FS Consult
“Jeg arbejder for, at gode idéer kan blive til virkelighed.”
Klaus Fossing
AKF Invest
“Jeg er tydelig i det, jeg siger, ordentlig i mødet med mennesker og vedholdende, når noget skal lykkes.”
Støtte fra familien
Opbakning, sammenhold og passion
Motorsporten er blevet langt mere international, og familien er derfor ikke længere samlet ved alle løbsweekender. Men det er stadig et fælles projekt, hvor opbakningen omkring Sebastian fylder meget.
Kenn er med ved alle løb, mens mor, søster og mormor deltager ved udvalgte weekender og følger kvalifikation og løb hjemmefra, når de ikke er med.
Under selve løbsweekenden fylder managerrollen naturligt meget for Kenn. Rollen som far træder især frem i tiden væk fra paddocken – på vej til og fra banen, ved morgen- og aftensmad og i de stille stunder omkring løbet. Her er han med til at skabe ro, fokus og det rette mindset.
Familien er fortsat et vigtigt holdepunkt for Sebastian og en del af den opbakning og stabilitet, der ligger bag hans sportslige udvikling.
