Historien

Et episk roadtrip venter forude

Enhver mand med respekt for sig selv har set (og genset) The Cannonball Run (Ud at køre med de skøre), hvor Burt Reynolds kører om kap med en flok helt særlige konkurrenter for at komme først på tværs af USA. En ægte filmklassiker, som indeholder alle elementer til at møde fordømmelse i vores moderne samfund!

Hvad de færreste ved, er, at filmen udspringer af et virkeligt event.
Cannonball Baker Sea-to-Shining-Sea Memorial Trophy Dash blev opfundet af to biljournalister som en fejring af de amerikanske Interstate-motorvejsnet – og en protest mod massive stramninger af færdselslovene, som var undervejs i starten af 1970’erne.

Det oprindelige Cannonball-løb havde alt andet end et omfattende regelsæt. Start og mål var defineret, samt at den bil, som tilbagelagde strækningen på kortest mulig tid, havde vundet. Hastighedsgrænser og overskridelsen af disse var udelukkende op til deltagerne selv – vel vidende, at tiden, som blev brugt på at snakke sig ud af en heftig fartbøde, ville koste dyrt på vinderchancerne.

I virkeligheden kom løbet til at handle om meget mere end at komme hurtigt fra øst til vest; nemlig uforglemmelige oplevelser i godt selskab
med ligesindede.

Cannonball Baker Sea-to-Shining-Sea Memorial Trophy Dash blev gennemført fem gange fra 1971 til 1979 med stigende popularitet. Den første tur på tværs af landet havde kun en enkelt deltager, nemlig arrangørerne, som krydsede landet i en Dodge A100 Custom Sportsman.

Den amerikanske Formel 1-kører og Le Mans-vinder, Dan Gurney, vandt året efter løbet i en Ferrari 365GTB4 med en gennemsnitshastighed på 130 km/t over de 4.628 kilometer fra New York City til Redondo Beach i Californien. Rekorden blev først slået til det sidste løb i 1979, hvor Dave Heinz og Dave Yarborough gennemførte løbet på 32 timer og 51 minutter, svarende til en gennemsnitshastighed på 140 kilometer i timen.

Ånden lever videre i bedste velgående

Siden det originale Cannonball-løb har utallige løb over hele verden forsøgt at genskabe løbet og stemningen. I nyere tid fik Gumball 3000 omkring årtusindskiftet for alvor road trip-events tilbage på folks læber med eksklusive og vilde løb, hvor 120 teams bestående af kendisser og velhavere tilbagelagde 3.000 miles (4.828 km) – gerne på flere kontinenter og med vilde fester på de største klubber.

I Danmark har der også været flere løb, der har genskabt stemningen og oplevelserne med passionerede mennesker og deres biler.
Vi har selv studeret og deltaget i flere af løbene og med Bach Racing Run har vi skabt vores egen roadtrip udgave, som passer til os og medlemmerne i Bach Racing Experience Club.